|
Skrevet den: 27. 05. 2010 [20:26]
|
|
Winnie85
Winnie Feltendal
registeret siden: 27.05.2010
Indlæg: 6
|
Når nu andre deler deres fødselsoplevelser herinde vil jeg da også give min historie med.
Da vores lillesøster, Mie, meldte sin ankomst skulle det vise sig at blive alt andet end en nem graviditet. Vi havde naturligvis håbet på dette som alle andre gør, men vidste godt der var riciko for komplikationer. Storesøster Theas graviditet var heller ikke forløbet helt efter bogen.
I uge 23 går fødslen igang første gang, der er reglmæssige veer, men heldigvis når de at få stoppet fødslen på sygehuset. Jeg blev beordret til afslapning og sengeleje - ikke den nemmeste ting i verden med en 2-årig med krudt bagi.
men der lå jeg så... efter 6 uger, i uge 29 begyndte der så småt at komme veer igen, og denne gang gik det hurtigt. Vi hastede på fødegangen, for det var jo stadig alt alt for tidligt for vores lille pige at se verden.
Da vandet ikke er gået mener JM ikke at der er nogen overhængende fare for fødsel lige nu, og beder mig ligge stille og se om veerne ikke fortager af sig selv igen. Hun når ikke andet end ud af stuen før pressetrangen overvælder mig - vandet er på dette tidspunkt endnu ikke gået.
Hurtigt bliver der stillet et drop op for at forhindre veerne, og JM står med hele sin hånd og presser bebsens hoved tilbage - så længe vandet ikke er gået, kan meget nå at reddes, og det lykkedes da heldigvis også her.
Desværre gik det så sådan, at følelserne overvældede os og vi var utroligt nervøse konstant. Derfor fik vi i samråd med en læge besluttet at vi skulle hav e en dato for en igangsættelse hvis ikke hun var kommet ud af sig selv inden. - Det gjorde hun ikke, nu ville hun bestemt ikke ud... når ikke hun kunne få sin vilje, så blev hun på tværs.
Dagen til igangsættelsen kom, og eftersom jeg var så moden til at føde, valgte JM blot at tage vandet, klokken var omkring 10.30. Der blev kørt en strimmel efter vandet var taget, og efterfølgende fik jeg at vide at det ville være en god til at gå en lille tur, for der kunne godt gå nogle timer inden noget skete, og en gåtur kunne måske sætte tingene lidt igang.
Vi gik ned i sygehusets cafeteria hvor min svigerinde havde et par barselsgaver med til os. Pludselig mens vi sidder der kommer den første lille plukve - vi griner lidt af det og jeg siger "hvis ikke det bliver værre end det her, så er vi hjemme inden aftensmad". pludselig triller der en hel stime af plukveer ind over mig, snubler over hinanden og slår næsten benene væk under mig. Min kæreste og svigerinde hjælper mig tilbage til fødestuen hvor veerne bare tager til. Jeg når ikke at slippe den ene før den næste er på vej, og til trods for det er jeg ikke mere end 5 cm. åben. Jeg kan ikke finde ro, og efter meget kort tid beder jeg efter en epidural. narkoselægen kommer hurtigt, får lagt nålen ind og jeg læner mig tilbage i den forventning at jeg nu snart får en pause i veerne, men ak! Epi'en virker ikke - tror jeg - og min JM kan ikke forstå det. Hun tager en klud med sprit og tørre hen over min mave og spørger om jeg kan mærke det, det kan jeg ikke, så hendes konklussion er at epi'en BØR virke.
Pludselig presser jeg helt spontant, dette er omkring 10 minutter efter epi'en er lagt, og i løbet af få minutter er prinsessen født. Så lille, fin og lyserød - helt perfekt kommer hun op på min mave og det eneste jeg kan sige er "det var jo Mie der kom der"... Fra den første lille plukve til hun lå på min mave gik der 2 timer og 40 minutter - og vi var hjemme til aftensmad som jeg havde forudset.
Idag er jeg glad for at min svigerinde var hurtig på aftrækkeren, hun nåede nemlig at filme hele forløbet til trods for at det gik så stærkt.
|
