Fødselsberetning.
| Forfatter | Besked |
|---|---|
|
Skrevet den: 24. 08. 2011 [09:41]
|
|
|
Kp1988
Kiki Riedel Bukhave Lalic
registeret siden: 24.08.2011
Indlæg: 3
|
Lørdag D. 25.06.2011 Uge 40+0: Min mand og jeg vågner omkring kl. 8.30, denne solskins rige lørdag morgen. Jeg havde ligget hele natten og tænk på hvornår det mon ville blive vores tur til at skulle møde det lille vidunder man har båret på i 40 uger. Jeg håbede inderligt at det ville blive en af de nærmeste dage, HELST I DAG, men jeg vidste godt at chancen for det ville blive lige i dag på terminen var MEGET lille. Nå vi kommer ud af sengen og får lidt tøj på og får gjort os klar til at tage ud og handle og hygge lidt. Jeg synes jeg er MEGET træt i dag, men nu har jeg også haft en forholdsvis hård graviditet med døgnkvalme og opkast frem til uge 27+6 samt bækkenbundsløsning og halsbrand siden uge 18+0, så kræfterne var efterhånden brugt op og jeg bilder mig selv ind at det nok er derfor. Men det skulle i hvert fald ikke holde mig tilbage for at komme ud og shoppe lidt! Vi går rundt i byen 2 timers tid, og jeg synes godt nok det trækker en smule ned i lænden, men jeg tænker at det nok bare er den kæmpe mave jeg render rundt med der er skyld i det. På vej hjem fra byen spørger min mand om vi skulle gå ind og spise på min yndlingscafé, men jeg siger at jeg hellere vil hjem og slappe af, for jeg havde godt nok mange plukveer og mit energiniveau var bestemt ikke steget af at traske rundt dernede! Så vi kørte i stedet om Blockbuster og lejde en film vi kunne hygge med hjemme på sofaen. Efter vi havde spist lidt frokost, sætter vi filmen på og smider os på sofaen for at slappe af. Der går ikke meget mere end 15 sek. Så bobler jeg godt i drømmeland. SKØNT! Kl. 13.40: AV! Jeg vågner med et sæt ved følelsen af et ordentligt smæld/tryg i lænden. Jeg får hurtigt sat mig op i sofaen og tænker – WTF!?? Min mand kigger meget nervøst på mig og spørger ”Er du okay?” ”Ja Ja, det var nok bare en ve” joker jeg med. Min mand skifter dog meget hurtigt ansigtskulør og ligner en der har set et spøgelse. Jeg går ud på toilettet for at tisse, men når kun lige at trække bukserne ned om knæene for der lyder et kæmpe plask på klinkerne! Min mand finder ret hurtigt vej mod toilettet og siger ”Hvad var det?” med en meget nervøs stemme! ”Ja jeg tror minsandten det var vandet der gik?” siger jeg med et kæmpe smil på læben. Min mand bliver stående i døren og ved ikke helt om han skal grine eller græde. Jeg får imellem tiden tisset færdigt og går tilbage i stuen for at ringe til fødegangen, men bliver hurtigt indhentet af en ordentlig ve. – Føj for helved hvor gjorde det ondt! Efter 12 min. Og 4 veer, er jeg stadig ikke kommet igennem til sygehuset og jeg vælger at ligge på. Jeg siger til min mand at vi lige så godt bare kan køre derned for vi kan jo altid bare køre hjem igen. (Vi bor 1000 m. fra sygehuset.) Vi får pakket vores ting sammen, givet katten mad og så køre vi mod sygehuset. Vi havde i ugerne op til fødslen snakket om at vi bare ville gå derned når der nu ikke var længere, men eftersom at veer bare kommer i storm efter hinanden må jeg sande at jeg allerhelst vil køre. Os mere hvis vi nu bliver sendt hjem igen. Kl. 13.55: Parkere vi bilen på parkeringspladsen ved sygehusets hoved indgang. Vi finder ret hurtigt vej mod elevatoren som skal transportere os op til svangergangen. Jeg er nærmest ved at trykke knappen gennem væggen i bare irritation over den er så langsom om at komme til os. Da dørene endelig går op, står der 3 unge drenge som ret hurtigt ændre karakter da de ser os. Hvilket jeg udmærket godt forstår, for jeg ligner mest af alt en fra The muppetshow. Dørene når lige at lukke, før vi til vores store overraskelse, igen høre lyden af et kæmpe PLASK! Jeg troede kun vandet kunne gå en gang, men jeg tog åbenbart fejl, for der stod jeg igen og lignede en der havde pisset i bukserne! Mens vi venter på at elevatoren kommer fra 1 til 6 etage, står jeg der i en pøl af fostervand og er ved at rive håret af mig selv. Jeg hører konstant min mand sige ”Skat ikke med neglene”. Jeg har åbenbart sat kløerne i ham for at dele min smerte. Og da jeg til sidst får nok af hans brok, kommer jeg med en MEGET bestemt tone til at sige ”Så kan du kraftedme selv føde hende ” Endelig går dørene op til 6 etage – Svangergangen. Vi skynder os ned til enden hvor en sød JM ved navn Susanne tager i mod os. Jeg får mellem mine veer fremstammet af jeg tror mit vand er gået og at jeg vidst har ret hyppige veer, men at vi ikke har fået taget tid på dem endnu, så jeg er ikke helt sikker. Hun finder med det samme en stue til os og viser mig hen til sengen. Hun sætter CTG’en til og fortæller at den skal køre i 30 min. For at måle om det er veer og om de er regelmæssige. Kl. 14.30: Kommer Susanne tilbage for at tjekke strimlen. Hun konstaterer at jeg har regelmæssige veer med 3 min. Mellemrum, men også at lillepigens hjertelyd dykker en del. Så nu vil hun lige mærke indvendigt på mig og bagefter vil hun forhøre sig hos vagthavende JM, for at vinde ud af hvad planen skal være. Hun mærker på mig og siger at vandet ganske rigtig er gået og at jeg er 1 cm. åben. "WTF" kun så lidt efter så meget smerte? Jeg havde allermest bare lyst til at tude, men kunne alligevel heller ikke helst overskue både at have veer og tude! Hun siger at hun gerne lige ville lade strimlen køre mens hun snakker med vagthavende JM, og at hun skynder sig tilbage. Mens hun er væk ligger jeg der i sengen og ligner et kosteskaft. Jeg er simpelthen så ondt og kan under ingen omstændigheder finde ud af at arbejde med mine veer, så jeg ligger bare der totalt anspændt og bander hele verden langt væk. Min mand prøver stille og roligt at hjælpe mig, men det gør bare så ondt at jeg slet ikke høre efter. Kl. 14.45: Kommer hun tilbage med både en god og en ekstrem dårlig nyhed. Hun siger at jeg får lov til at komme ned på en fødestue når nu veerne kommer så ofte og fordi babyens hjertelyd ikke er god nok til at de vil sende mig hjem. Men hun siger også at vi nok skal forbedre os på at jeg først føder engang i nat eller i morgen tidligt. Altså om 15 timer eller sådan. Så der var absolut ingen grund til at give familie og venner besked før vi kom lidt tættere på, for så ville de bare gå og bekymre sig. Det ville jeg skide på, for jeg havde altså lovet min mor og far at de ville få besked så snart der var tegn på noget. Men da jeg ikke helt kunne koncentrere mig om både en telefon samtale og veer fik jeg min mand til at ringe til min far, mor, svigermor og svigerinde og give besked om at vandet var gået, men at JM sagde at det ville tage LAAAANG tid, så de skulle i ligge for meget i det på nuværende tidspunkt. Kl. 15.00: Kommer vi ned på fødselsgangen og en ny JM ved navne Bente tager imod os. Hun viser os ind på stue 19, som er en meget lille fødestue. Hun siger at jeg bare kan ligge mig over i sengen, så vil hun lige finde en hospitals skjorte frem til mig. Efter 5 min. Asen og masen finder jeg mig endelig tilrette i sengen. Min mand står forsigtigt og aer mig på panden og snakker løs om alt mellem himmel og jord. Jeg havde egentlig mest af alt lyst til at råbe ”LUK NU RØVEN I BARE 5 min.” Men jeg vidste jo godt at han kun gjorde det for at prøve at få mig til at glemme smerterne. Kl. 15.10: Kommer Bente endelig tilbage med den skjorte, hun har samtid være så eksværdig at tage et lavement med til mig. Hun går i gang med at forklare om det fantastiske præparat, men jeg kommer til at afbryde hende med sætningen ”Bare se at få det overstået” (Jeg havde side jeg blev gravid frygtet dette øjeblik mere end noget andet) Hun får sprøjtet det op og forklare at jeg nu skal ligge stille i 10 min. Mens det får lov til at virke. Da der er gået 3 min. Kan jeg konstatere at jeg umuligt kan vente 7 min. Mere før jeg kan komme på wc. Og siger at jeg altså skal på wc NU! Hun får ret hurtig hjulpet mig ud af sengen og af sted på toilettet. Kl.15.25: Kommer jeg tilbage fra toilettet og Bente siger at hun skal have sat en vemåler på min mave, samt en elektrode på babyens hoved for at kunne følge hendes hjerte helt præcist. Da det er overstået siger hun at det igen er tid til at mærke på mig. Hun konkluderer at jeg er 1 ½ cm. åben og at jeg har 1 cm. Livmodermund tilbage. OMFG! Kun 1 ½ cm. på 45. min. Jeg ville umuligt kunne klare 15 -20 timer i samme stil, medmindre jeg snart ville få noget smertestillende. Dog havde jeg lovet mig selv at jeg ikke skulle være en kylling og tikke om det, så jeg ville lige bide smerterne lidt endnu. Der er nu 1 min. Mellem veerne, som vare 1 ½ min. Kl. 15.30: Må jeg igen af sted på wc. Bente får hurtigt afmonteret div. Ledningen og siger at hun lige vil hente noget vand til min mand mens jeg er på wc. Mens jeg sidder derude synes jeg at jeg får en mærkelig trang til at presse, men det må jeg jo ikke når jeg kun er 1 ½ cm. åben, så jeg er ved at æde toiletrullen af bare smerte og frustration over ikke at kunne presse, når jeg bare kunne mærke at det ville være så rart! Kl. 15.35: Har jeg igen fundet vej tilbage til sengen. Jeg har på nuværende tidspunkt så ondt at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Der er absolut ingen stillinger der er behagelige og jeg er ved at æde lagnet af bare smerte. Min mand er gået ud efter Bente fordi jeg mens jeg var på toilettet var begyndt at bløde ret så voldsomt. Kl.15.40: Jeg kunne slet ikke følge med veerne længere, de kommer med 30 sek. Mellemrum og vare 3 min. Og jeg havde efterhånden så voldsom pressetrang at jeg kravlede rundt i sengen, som en abe i et træ. Da Bente endelig kommer tilbage har jeg i mellemtiden glemt alt om min stolthed og får fremstammet ”Hvornår kan vi to snakke smertestillende?” Hun siger at hun lige skal mærke på mig indvendigt igen. Og så ville hun bestille en blokade, for hun synes godt nok de veer var hårde ved mig efterhånden. Hun mærker på mig og siger ”Jeg kan godt forstå du har pressetrang, for du er 9 ½ cm. åben og din livmodermund er udslettet. Så det er desværre for sent til nogen form for smertestillende” (Jeg havde altså åbnet mig 8 cm. på 15 min.) Hun siger at jeg lige skal holde lidt igen, for der er vagtskifte om lidt, så hun skal lige have fat i den nye JM og sygeplejerske som er dem der skal tage imod babyen. Hun tilbyder mig imellem tiden lidt rent ilt, men jeg har dårlig erfaring med de der iltmasker, så jeg takker nej, for det ville alligevel ikke fjerne mine smerter. Kl. 15.50 kommer den nye JM endelig ind, Ellen hedder hun. Hun hilser hurtigt på os og siger at nu er det tid. Hun går i gang med at forklare hvordan det kommer til at forgå og hvordan jeg skal arbejde med mine presse veer, men inden hun får forklaret færdigt er hovedet godt på vej frem og hun siger ”Nå, det når vi ikke, så næste gang du får en presse ve, giver du den alt hvad du kan” Og det gør jeg, jeg presser til jeg er blå i hovedet og efter 4 minutter, 2 presseveer og 280 dage i spænding står uret på 15.57 og ud kommer vores lille prinsesse. Hun vejede 3830 gram og var 55 cm. lang. Hun score 10 på Apagar skalaen. Kl. 16.01 føder jeg placenta på 800 gram. Vores familie var noget overrasket og troede ikke deres egne øjne da min mand kl. 16.10 sender en besked af sted med et billede af vores nyfødte prinsesse, hvori der står. ”Milla født D. 25.6.2011 kl. 15.57, 3830 gram og 15.57 lang.” Og der gik heller ikke mere end 10 sek. Før opkaldende væltede ind med lykkeønskninger. Min mand var en helt fantastisk støtte gennem hele fødslen og jeg kunne ikke have gjort det uden ham. Han klare det så flot og var til stede under hele forløbet. I dag 8 uger efter nyder vi rollen som nybagte førstegangs forældre til en skøn og nem lille prinsesse. Hun vejer i dag 5900 gram og er 63 lang. Da vi 2 dage efter skulle i Blockbuster med filme, siger de at vi aflevere 2 dage for sent og at vi har fået en bøde på 100 kr. Jeg siger at det er helt i orden for jeg havde til gengæld os fået verdens skønneste datter. Ekspedienten bliver noget paf og siger at bøden må være på husets regning og vi får oven i købet et gavekort på leje af 3 film som tillykke med prinsessen. Tak fordi jeg måtte dele min historie med jer. En stolt mor. <3 
 |
 |
|